Kaos i Frankrig – vanlife oplevelser på godt og ond
Efter vi havde sovet på en parkeringsplads tæt på storbyen León, kun ca. 50 km væk, hvilket vi normalt aldrig gør, da vi helst undgår at sove tæt på storbyer,
besluttede vi næste morgen at køre videre i vores autocamper.”. Vi skulle både fylde vand, tømme tanke og så havde vi også en god bunke vasketøj, der trængte til en tur i maskinen.
Da vi kom hen til tømme og fyldestedet, opdagede Henrik pludselig, at hans baghjul på cyklen var væk. Og selvfølgelig var det det dyreste hjul, det med hele gearsystemet. Jeg kunne ikke slå mig til ro med tanken om, at det bare var stjålet og væk for altid, så jeg foreslog, at vi kørte tilbage til stedet, hvor vi havde sovet, og ledte.Henrik tøvede og sagde: “Vi finder aldrig det hjul igen.” Han var ikke særlig optimistisk, men gik alligevel med på idéen.
I silende regn begyndte eftersøgningen. Stemningen var trykket, men pludseligt fandt Henrik faktisk hjulet, smidt ind i nogle buske inde i skoven, lige dér hvor jeg dagen før havde set tre betjente stå. Lettelsen var enorm. Hjulet var intakt, og vi kunne næsten ikke tro vores held
Tilbage på parkeringspladsen stod der en anden camper, og vi opdagede, at heller ikke han var gået fri, hans cykelsadel var stjålet.
Men nu var humøret højt igen, og vi kørte videre til næste opgave.
Vasketøjet fanget i en selvbetjent maskine
Det var søndag i Frankrig, og alt var lukket. Men vi havde læst os frem til, at der fandtes nogle selvbetjente vaskemaskiner på en stor parkeringsplads foran et supermarked, så vi besluttede at køre dertil.
Maskinen fik sat i gang, og da programmet var færdigt eller det troede jeg, hev jeg lidt for tidligt i håndtaget. Lågen satte sig fast, og alt vores tøj sad nu fanget bag glasset. Der var intet, vi kunne stille op.
Henrik prøvede at ringe til det service-nummer, der hang på væggen, men alt foregik på fransk. De forstod ikke engelsk, og vi kunne ikke forstå fransk. Lidt efter dukkede en mand op og tilbød sin “hjælp”. Han ringede til nummeret via Henriks telefon og fik faktisk fat i dem. Beskeden var klar: Vi måtte vente til næste dag og henvende os i butikken, så kunne de slukke for strømmen og genstarte maskinen.Men midt i det hele trak manden sig baglæns imod hans bil med Henriks mobil i hånden. Vi indså pludselig, at han var på vej til at stjæle telefonen. Hurtigt greb jeg den ud af hans hånd, inden han nåede længere. Forbavselsen stod malet i ansigterne på os begge. Og som om det ikke var mærkeligt nok, vendte han sig derefter helt uforstyrret og spurgte, om vi ville købe sex.
En uventet helt
Maskinen stod stadig stille. Vasketøjet var fanget, mørket begyndte at falde på, og vi måtte indse, at vi ikke kunne gøre mere den aften. Derfor var vi tvunget til at overnatte på parkeringspladsen omgivet af lyden af biler, der kom og gik, mens vi utålmodigt ventede på, at tiden kunne gå. Det var langt fra idyllisk.
Næste morgen, da butikken åbnede, gik vi derind for at forklare situationen. Men svaret var det samme igen og igen: “Sådan en knap til at slukke for strømmen har vi ikke.” Vi prøvede at forklare, vi insisterede, men ingen hjælp var at hente. Følelsen af ikke at blive hørt og forstået pressede sig på, og jeg kunne mærke tårerne true. For selvom det “bare” var en maskine fuld af tøj, så føltes det som en mur af frustration.
En kvinde steg ud af sin bil for at hente en pakke i automaten. Hun fik øje på os og fornemmede straks vores frustration. Uden tøven kom hun hen og spurgte, om hun kunne hjælpe. Hun ringede til servicenummeret og fik samme melding som os: at butikken måtte slukke og genstarte maskinen. Men i stedet for at give op gik hun direkte ind og fandt en medarbejder. Tre minutter senere gik alt strømmen i vaskeriet, og vi hørte et lille klik og lågen sprang op. Vores vasketøj var reddet.
Vi takkede hende oprigtigt, og det var tydeligt at se glæden i hendes øjne. Hun havde netop hjulpet to frustrerede og lidt triste danskere og det gjorde hele forskellen den dag.
Vanlife er ikke kun idylliske øjeblikke
Når vi tænker tilbage på den dag, kan vi næsten høre klikket fra lågen, da den endelig åbnede, og mærke lettelsen skylle ind over os. Fra et stjålet cykelhjul til en maskine, der fangede vores tøj, en mand med skumle intentioner og til sidst en uventet kvinde, der reddede os ud af kaosset.
Det var ikke en dag med solnedgange og smukke søer. Men det er netop de dage, vi også husker. For vanlife er ikke kun idylliske strande og afslappede aftener i autocamperen, det er også uforudsigelige udfordringer, absurde møder og små sejre.
Det er ægte, råt og uforudsigeligt, og det er præcis det, der gør det til vores eventyr.
-We found our way!
Tak fordi du læser med her på bloggen