Friheden og savnet

Vi bliver tit spurgt: “Hvordan kan I undvære jeres børn og børnebørn?”
Svaret er simpelt, men også komplekst. Savnet er der hver eneste dag. Det er uundgåeligt, når man elsker nogen, især sine børn. Det, der gør det muligt for os at være her, det er visheden om, at de har det godt. De trives, lever deres eget liv, og kærligheden mellem os bliver ikke mindre af afstanden.

Tværtimod har det gjort os endnu mere bevidste om deres betydning for os. Der er en særlig frihed i at vælge at leve livet i en autocamper. At vågne et nyt sted, mærke verden ændre sig dag for dag og vide, at man har alt, hvad man behøver lige bag førersædet. Men selv den største frihed bærer sit eget savn. Midt i eventyret kan længslen efter det velkendte, det nære, og det man har forladt for at følge drømmen melde sig.

At savne handler ikke kun om mennesker; det er også minderne om noget trygt og genkendeligt. Lyden af en bestemt dør, vinden i træerne fra hjemegnen, eller den måde lyset falder ind i køkkenet på et bestemt tidspunkt af dagen.

Når man bor i en autocamper, så bliver alt i livet flytbart – undtagen rødderne, de forbliver, hvor man forlod dem. Men savn er også et bevis på kærlighed. Det er forbindelser, der ikke bliver svagere af distance. Midt i det hele lærer man, at det er muligt at føle sig hjemme i længslen – at savnet ikke nødvendigvis skal bekæmpes, men blot leves med. For det betyder, at man har noget værdifuldt at vende tilbage til.

Nogle gange er det netop savnet, der beriger rejsen. Vi drømmer om, at vores børn – måske endda hele flokken – kan komme og besøge os til sommer, når vi når frem til vores næste destination. Vi forestiller os, at vi kan leje et hus sammen et sted eller måske finde en hyggelig campingplads, hvor vi alle kan være tæt på hinanden.

Tanken om at dele et stykke af vores liv på hjul med dem, at vågne op et nyt sted og lave mad under åben himmel, fylder os med glæde. Det ville være en vidunderlig måde at kombinere det nære med det eventyrlige – en drøm, vi ser frem til at blive til virkelighed. Vi ses måske ikke så tit, som hvis vi boede hjemme i Danmark. Men når vi så ses, så er vi intens sammen.

I dag er det muligt at se hinanden, når man taler i tlf. Vi kan ikke fysisk røre ved hinanden. Men det er dejligt, at vi kan se vores ungers ansigter. Se deres smil, når de løbende holder os opdateret på deres liv. De tager sig tid til at snakke med os. Så en tlf samtale er dejlig, når savnet bliver for stort. At man lige får hørt deres stemmer og fortalt dem, at vi elsker dem og er interesseret i deres liv, selvom vi er langt væk.

Da Henrik og jeg ikke har børn sammen, har alle vores børn stadig en forælder hjemme i Danmark. Så de er ikke efterladt og alene. Uanset hvor vi er i verden, så ved de, at vi altid vil være der for dem. Vi har ikke forladt dem. Blot lever vi vores liv fuldt ud, og det gør børnene glade. At se os opleve og nyde fremmede steder. Og vi nyder at se, at de travle unge mennesker også forfølger deres drømme.