De Kanariske bananer

Et af Sussi og Henriks store ønsker på de kanariske øer var, at de kunne komme ud og se, hvordan man dyrker bananer på øen. Rafa fra Snackbaren i Chio fortalte os, at Kims cykelven José kunne formidle kontakten. Vi troede egentlig, at José var en selvstændig håndværker. Men det viste sig, at han er daglig leder på en bananfarm bestående af 5 gårde. Han står for den daglige drift af de fem banangårde. Ud over de fem fincas, som gårdene kaldes her, så er der også en masse lejligheder tilknyttet. José står for at vedligeholde alt dette samt at styre produktionen, medarbejdere m.m.

To forskellige typer plantager.

Den plantage, som vi besøger i filmen ligger i byen Fonsalía, som ligger helt ned til Atlanterhavet, kun adskilt af en gå sti. Områdets bananplantager blev grundlagt omkring 1960. José spurgte, om vi ville besøge en plantage, som ikke havde tag på, eller vi ville se en overdækket plantage.

Forskellen på de to typer plantager er, at dem under fri himmel, da bliver planterne ikke så høje, som hvis de er dækket under plastikdug. Den plantage vi så, den var uden dug, så Henrik kunne filme med dronen. Uden tag, så behøver planterne mere vand. Men smagen i banerne bliver mere søde og smagfulde, hvis de er under åben himmel. De plantager med tag er beskyttet mod den skarpe sol.

En af ulemperne ved taget er, at så kommer der flere insekter. Hvidfluer er ikke så skadelige. Det er værre med snudebillen og den røde edderkop. Dem fjerner man ved at sætte fælder op eller gasse dem. Bananklaserne bliver større, når de er overdækket, da planterne der indeholder mere vand.

Bananmarkerne ligger kun op til 300 meters højde fra vandoverfladen. Det er varmest ved kysten, plantagerne længere oppe i bjergene er køligere om vinteren. Om sommeren er det omvendt, da er det varmere i bjergene, pga. lava bjergene bliver varmet op af solen.

Faktisk er det ikke en bananplante, men en urt.

Det er ikke en plante men en urt. Den planter ikke sig selv via et frø. En bananplante består af tre generationer. Alle er hunkøn. Det er på grund af, at planten har La Piñota (fyrrekoglen), den vender vi tilbage til. La Hija, la Madre og la Abuela, som betyder pigen, moderen og bedste moderen. I daglig tale kalder de pigen for drengen (El Hijo.)

Barnet laver 4 nye skud. Da er vigtigheden for bananbonden, at han vælger at bevare det helt rigtige skud. Kun et skud skal overleve og vokse sig stor. Han skal bevare linjen på La Calle (vejen). Det er vigtigt, at hver bananplante bevarer sin lige linje i forhold til de andre bananplanter. Så han skærer de tre overskydende skud væk, som så visner. Så får det blivende skud lov til at vokse sig stor, for så selv at blive en moderplante en dag.

Det er moderen, som giver bananer.

Barnet bliver til mor, når moderen er færdig med at give en klase bananer. Koglen vokser frem på den nye moderplante. Den vokser ret hurtigt frem. På få dage, så bliver den meget stor. Koglen er livsnerven for bananklasen. Den leverer vand og energi til bananklasen, som vokser sig stor i løbet af 7-8 måneder. Det afhænger af kvaliteten af sorten, hvor lang tid klasen tager om at vokse sig klar til høstning. Bananerne vokser frem på koglen og danner en bananklase, som ca. består af 100 bananer. Bananerne vokser opad, det ser sjovt ud. Undervejs blomstrer enden af bananerne. (På spansk hedder en banan un plátano.) På denne farm arbejder der kun to kvinder. Deres job består af at pille blomsterne af bananerne, som José demonstrerer i filmen, samt afrive de visne blade på planterne.

Kvaliteten er meget vigtigt for José og hans folk. De vil kun dyrke bananer, som er af meget høj kvalitet. Andre bananbønder, de kommer plastikposer om bananklaserne, mens de vokser. Det fremmer processen, så de hurtigere kan høste klasen. Det som normalt tager 2 uger, det vil så kun tage 1 uge. Men det går ud over kvaliteten og smagen. Så det gør de aldrig på de fem gårde, som José bestyrer. De vil kun dyrke de bedste bananer. Så må det tage den tid, som der skal til.

Efterhånden som moderplanten vokser, så bliver planten støttet af jernstænger. Hvis ikke de får støtte fra jernstængerne, så vælter stammen, da klasens vægt vil få den til at vælte.

Hver dag skal planten have masser af vand. Det sker via automatisk vandingsanlæg. Om sommeren skal de have en del mere vand end om vinteren. De vokser mindre om sommeren pga. varmen. Hver morgen om vinteren får hver plante 7-8 liter vand. Om aftenen skal de have 11-12 liter vand. Især de marker, som ikke er overdækket, de skal have mere vand. Om sommeren kræver de endnu mere vand.

En af grundene til den kanariske banan er så smagfuld er den vulkanske muld. For at holde på vandet i jorden, så dækker de jorden til med grannåle (pinochos) fra fyrretræerne i bjergene. Nålene skygger for solen, det hjælper med at holde på fugten til planterne. Når man går rundt i plantagen, så går man på et tykt tæppe af visne fyrrenåle. På den plantage, som vi besøger i filmen, der er der 4.500 planter. Så kan i selv regne ud, hvor meget vand de skal bruge hver dag. Her på Tenerife, da har vi sjældent regnvejr, så det kan ikke hjælpe til desværre. De har i alt på deres banangårde tilsammen ca. 60.000 planter.

Høstning af bananklaserne er hårdt arbejde.

En klase bananer kaldes for en piña. Bananerne skal stadig være grønne, når de høstes. En mellem klase bananer vejer ca. 60 kg. Det er sådan en klase, som Henrik prøver at løfte i filmen. Og jeg skulle hilse fra ham og sige, at han synes den var tung. José brækker fyrrekoglen af en bananklase i filmen, man kan se saften dryppe ud af bananklasen. Han bøjer et stort bananblad ned for at markere, at i dag har han taget koglen af klasen, og bananklasen er klar til høst.

Der går en uge, så kommer mændene og skærer i stammen på moderplanten højt oppe på stammen. De skærer den højt oppe, så bevares fugten stadig i den resterende stamme, så den kan give vand til barnet, som nu skal overtage rollen som moderplante. Moderplanten den dør, når bananklasen er blevet høstet. Men det er vigtigt, at hun nu som bedstemor, stadig er der.

Bedstemoderen visner med tiden. En bananplante lever ca. 10-12 år, hvor et barn bliver til mor, barnet skyder nye skud til osv. Efter 10-12 år skal der plantes en helt ny plante, som så kan levere bananklaser de næste 10-12 år. Marken lige bagved, da så vi helt nye bananplanter, som allerede om ½ år vil levere de første bananklaser.

En arbejdsmand i marken holder kun til jobbet i 2-3 år, så er han slidt helt ned. Arbejdet er så hårdt, at hofte og knæ bliver slidt ned. De laver alt ved håndkraft. De skal løfte vægten af en bananklase på skulderen, straks den bliver hugget ned fra planten. Bananmarken er stor. De løfter ved håndkraft de tunge klaser gennem plantagen, som kan være svær at gå gennem pga. det bløde underlag af visne bananblade og grannåle. Arbejdsmændene har en pude på skulderen, for at beskytte kroppen mod det tunge læs.

En lastbil bliver fyldt op med bananklaser. Den kan transportere 120 klaser. Den plantage, som vi besøgte, da bliver der høstet 4 lastbiler fyldt med bananklaser hver uge. De køres hen til et kooperativ, som er en fabrik, hvor mange forskellige banan plantager sender deres bananer hen for at blive klargjort til afsending.

Hvad sker der så med klaserne efter høstning.

Vi var så heldige, at José tog os med hen på det sted, hvor deres bananer bliver kørt hen, når de er høstet. Det er en fabrik, som behandler forskellige bananbønders produktion. Et kooperativ, som alt efter årstiden, har ansat mellem 20-50 medarbejdere til at gøre bananerne klar til afsendelse til købere i hele verden. Den dag vi var på besøg, da var de 28 arbejdere på fabrikken.

Hver uge ankommer mellem 4-5.000 bananklaser til fabrikken fra mange forskellige gårde i området. De ankommer i nogle gittercontainere. Klaserne bliver forsigtigt båret ud af containeren. Klaserne er beskyttet i poser, så de ikke får tryk eller bliver beskadiget på anden vis.

Unge mænd løfter klaserne op med kran og metalkæder, som kører rundt i en skinne i loftet. Skinnen leder klasen igennem en tunnel, hvor koldt rent vand med højtryk vasker bananklasen. De kører videre hen i lokalet til andre medarbejdere, som skærer klasen op i mindre klaser. Disse klaser bliver så lagt på et transportbånd, som kører igennem endnu en tunnel med vand stadig med højtryk. Så man er 100% sikker på, at alle insekter mm. er helt væk. Der står så de personer, som har øje for banernes kvalitet. De sorterer de mindre bananklaser i kategorier. De bedste bananer får et klistermærke på, som symboliserer de allerbedste bananer.

Fabrikken deler bananerne op i 4 kategorier. Alle gule bananer, de bliver sorteret helt fra. De kan ikke bruges. De må ikke være gule, da de så ikke vil være gode, når de når ud til forhandlerne. Disse gule bananer bruges som foder til øens dyr bl.a. køerne.

Bananerne fra de 5 gårde, som José bestyrer, de er altid blandt den bedste kategori. Lad os forestille os, at en klase af de bedste bananer bliver solgt for 1 euro. Så er den dårligste kvalitet kun 0,20 euro værd. Vi så to forskellige klaser, vi så den bedste og den dårligste kategori. Vores øjne kunne ikke se forskel. Så der skal et trænet øje til. Dog fortalte lederen af kooperativet Sergio, at smagen er nøjagtig den samme.

Hvorfor er de kanariske bananer så eftertragtede?

Bananen kom til de kanariske øer i 1400-tallet. Det var dog først i 1880, at englænderne begyndte at dyrke bananer her for alvor. De begyndte allerede dengang at eksportere dem til Storbritannien, hvor dampskibe sejlede dem over Atlanterhavet. Stadig den dag i dag, så er Storbritannien et af de største markeder, som aftager de kanariske bananer.

De kanariske bananer er kendt verden over for den exceptionelle smag og tekstur. De kanariske bananer er de eneste i Europa med IGP mærket, som er et kvalitetsstempel. De gode modningsforhold på de kanariske øer med deres unikke klima og vulkan jord gør, at bananerne herfra er rige på kalium, magnesium og fosfor, hvilket gør dem til en rigtig sund madvare. Den kanariske banan er sødere, mere fugtig og saftigere end andre bananer fra andre dele af Verden.

Når bananerne forlader Tenerife.

Nu har personalet med de skarpe øjne ved transportbåndet sorteret bananerne efter kvalitet. De bliver så lagt i forskellige kasser. Kassen med mariehønen på, det er den bedste kvalitet. Sorteringsbåndet opdeler banankasserne i 4 kategorier. Hver kasse kører automatisk ned af transportbåndet til den kategori, som den hører til. Hver kasse får et mærkat på. Det er banankassens pas.

Det er lovpligtigt med disse mærkater. Mærket fortæller, at bananen er produceret i Spanien, på de kanariske øer, Tenerife og fra denne fabrik her. Så kan alt spores tilbage, når bananerne kommer ud til forhandlerne. Kasserne samles så på en palle, som alle er af samme kvalitet. Når de er kommet på pallen, så får pallen også et pas, som dækker hele pallen. Igen de samme oplysninger, som på hver enkelt kasse.

Pallen kører så automatisk hen til en maskine, som kommer papkanter på hjørnerne nederst på pallen, for holde på kasserne. Der sættes plastikbånd flere steder på pallen, så kasserne ikke kan vælte.

Nu er pallen klar til at blive afsendt. Kølevogne holder klar, hvor pallerne bliver kørt ind. En kølevogn kan indeholde 33 paller med bananer. Fra Tenerife sejler der en færge til Península (fastlandet Spanien) 2 gange om ugen. Så bananerne skal måske være i kølevognen i et par dage, inden de skal sejle 42 timer til Spanien. Så for at de kan holde sig, så skal der være nøjagtig 12 grader i kølevognen. Hverken mere eller mindre. Det er meget vigtigt. Ellers bliver bananerne beskadiget.

Så fra de bliver høstet, til de er i Spanien, så går der ca. 5 dage. Derefter bliver de distribueret til forskellige lande i Europa. Desværre bliver de ikke solgt ret ofte til Danmark.

Så næste gang du skal vælge en banan i dit supermarked, så prøv at kigge efter, om bananerne har et klistermærke, som fortæller hvorfra de stammer. Er det bananer fra de kanariske øer, så er de ofte mindre i størrelsen og tykke. Så står der Islas Canarias på klistermærket.

Her på hjemmesiden har Sussi lagt opskrifter op på forskellige kager/brød, hvor hun har brugt de kanariske bananer. Vi fik nemlig en stor kasse bananer med fra fabrikken.

Det var en kæmpe oplevelse for os alle sammen. José og Sergio var gode til at tale langsomt og tydeligt spansk, så vi nemmere kunne forstå detaljerne, hvordan man producerer bananer på de kanariske øer. Så en stor tak for rundvisningen til dem.