Aldeia da Luz

Forestil dig, at nogen en dag fortæller dig, at den landsby, du bor i, skal forsvinde.

Ikke bare dit hus.

Hele landsbyen.

Gaderne, hvor børnene leger. Naboerne, du har kendt hele livet. Skolen, kirken, butikkerne og de små steder, som måske ikke betyder noget for en fremmed, men som rummer minder fra generationer.

Selv kirkegården, hvor familiens døde ligger begravet, skal tømmes og flyttes.

Det lyder næsten som begyndelsen på en film, men i den lille portugisiske landsby Aldeia da Luz i Alentejo blev det virkelighed.

Vi besøgte selv byen, og jo mere vi fandt ud af om historien, desto mere fascinerende blev den.

For den Aldeia da Luz, man går rundt i i dag, er ikke den oprindelige landsby.

Den er bygget fra bunden på et nyt sted, fordi vandet fra det enorme Alqueva reservoir skulle brede sig over området, hvor den gamle landsby lå.

Hvorfor skulle Aldeia da Luz flyttes?

Historien hænger uløseligt sammen med Alqueva dæmningen på Guadiana floden.

Planerne om at udnytte vandet i Guadiana går mange årtier tilbage. Det store projekt skulle blandt andet skabe en enorm vandreserve i det tørre Alentejo, levere vand til landbruget og samtidig producere elektricitet.

Men der var et problem.

Når dæmningen blev lukket, og reservoiret begyndte at fyldes, ville store landområder forsvinde under vandet.

Og den gamle Aldeia da Luz lå under den planlagte maksimale vandstand.

Så stod man med et spørgsmål, der næsten er svært at forstå omfanget af:

Hvad gør man med et helt lokalsamfund?

Fra begyndelsen af 1980’erne blev forskellige muligheder diskuteret. Beboerne kunne få erstatning og selv finde et nyt sted at bo. De kunne flyttes til andre eksisterende landsbyer.

Eller man kunne gøre noget ganske usædvanligt.

Man kunne bygge en helt ny Aldeia da Luz.

Det blev løsningen.

Hus for hus og jord for jord

Den nye landsby blev bygget på højere terræn tæt ved den gamle.

Grundtanken blev beskrevet som “hus for hus, jord for jord”.

Men det betyder ikke, at man tog de gamle huse fra hinanden og byggede dem op igen sten for sten.

Der blev bygget helt nye boliger.

Til gengæld forsøgte man at bevare noget, der måske var mindst lige så vigtigt som selve husene: landsbyens struktur og forholdet mellem mennesker.

Naboer skulle så vidt muligt fortsat være naboer.

Der blev bygget 212 boliger sammen med nye gader, pladser, veje, erhvervslokaler og fælles faciliteter. Den nye landsby fik blandt andet skole, sundhedscenter, sportsfaciliteter, offentlig have og en ny kirkegård.

Man forsøgte med andre ord ikke bare at bygge nye huse.

Man forsøgte at genskabe rammerne omkring et helt lokalsamfund.

Og det er en vigtig forskel.

For et hus kan bygges efter en tegning.

Men udsigten fra det gamle køkkenvindue, træet i haven og stedet, hvor naboerne har stået og snakket gennem et helt liv, kan ikke kopieres.

Hvor mange mennesker skulle forlade deres hjem?

Tallene varierer alt efter, hvordan man opgør dem. Den gamle Aldeia da Luz omtales med omkring 423 indbyggere, mens kilder om selve genhusningsprojektet blandt andet angiver 325 personer som genhusede.

Men måske er det vigtigste ikke det præcise tal.

Det vigtige er at forstå, at flere hundrede mennesker skulle sige farvel til et sted, som for mange familier havde været deres hjem gennem generationer.