Frankrig

Castres i Sydfrankrig

Vi havde faktisk ingen planer om at opleve Castres – vi skulle bare bruge noget skygge.
Men én lille bådtur ændrede det hele, for hvad pokker var det egentlig for en by, vi var havnet i?

14. August 2026   •  Frankrig   •   Sussi & Henriks Verden

Vi kom egentlig bare for at finde skygge

Vi skulle egentlig bare bruge skygge. Det var faktisk hele grunden til, at vi endte lige her.

Vi havde slået lejr ved Castres sammen med Hanne og Jan og Lone og Peter, fordi der skulle arbejdes på vores camper, og Jan havde fundet Camping de Gourjade, hvor vi kunne holde under træerne. Med temperaturer omkring 36 grader var skygge altså noget vigtigere end seværdigheder, så Castres havde vi faktisk ikke de store planer med.

Men en aften lagde vi værktøjet fra os og tog den lille båd ind mod byen, og så skete der det, der så tit sker på vores rejser – vi blev nysgerrige.

Fra Gourjade kunne vi gå ned til den lille båd Le Miredames, som sejler på Agout mellem området og centrum af Castres. Turen tager omkring 20 minutter, og vi gav 4 euro pr. person.

Det var dagens sidste afgang ind til byen, men det tænkte vi ikke så meget over. Vi skulle jo nok finde en måde at komme hjem på igen.

Det skulle senere vise sig at være en anelse optimistisk 😂

Mens vi sejlede stille ind ad floden Agout, begyndte nogle ret specielle huse at dukke op langs vandet. Gamle, skæve og farverige huse, der nærmest så ud, som om de voksede direkte op af floden.

Jeg sad og kiggede på dem og tænkte:

Hvad pokker er det egentlig for en by, vi er kommet til?

Det spørgsmål skulle jeg næsten aldrig have stillet, for da jeg først begyndte at grave lidt i historien om Castres, kunne jeg næsten ikke stoppe igen.

Hvad pokker var det for en by, vi var havnet i?

De gamle farverige huse langs Agout var noget af det første, vi lagde mærke til. I dag ser de næsten romantiske ud, når de spejler sig i vandet, men dengang handlede placeringen bestemt ikke om at få den bedste udsigt.

Her arbejdede blandt andet garvere, vævere, farvere og pergamentmagere, som havde brug for vandet fra Agout i deres arbejde. De nederste dele af husene blev brugt som værksteder, mens livet fortsatte ovenpå.

Jeg prøvede at forestille mig, hvordan her har været med skind, tekstiler, farver, vand og håndværkere i arbejde overalt.

Det har nok ikke ligefrem været stedet, man gik ned til for at få lidt frisk luft 😂

I dag er det en helt anden sag, og husene langs Agout er blevet et af Castres’ store vartegn. At komme sejlende ind mod byen er derfor en virkelig fin måde at møde Castres på.

Men de gamle huse er langt fra begyndelsen på historien, for den skal vi omkring 1.200 år tilbage for at finde.

I begyndelsen af 800-tallet voksede Castres frem omkring benediktinerklosteret Saint-Benoît, og omtrent samtidig var vi midt i vikingetiden hjemme på vores kanter. Når jeg sætter de to ting op mod hinanden, bliver 1.200 år pludselig lidt nemmere at forstå.

Senere kom pilgrimme gennem området på deres vej mod Santiago de Compostela i Spanien, så mennesker har i århundreder passeret gennem Castres på vej mod nye steder.

De havde en stav og en pose på ryggen. Vi har en syv meter lang camper med køleskab, solceller og induktionskogeplade – jeg ved godt, hvem jeg helst ville være 😂

Castres’ historie blev dog langt fra fredelig. Området blev påvirket af katharismen, og i 1500-tallet blev byen en vigtig protestantisk by og dermed en del af de franske religionskrige mellem katolikker og protestanter.

Her kan jeg godt begynde at fare lidt vild i konger, religioner og årstal, men én ting fangede mig.

Castres fik så stor betydning, at kong Henrik 4. i 1595 placerede en særlig domstol, Chambre de l’Édit, i byen, som blandt andet skulle behandle sager, hvor protestanter var involveret.

Det er svært at forestille sig i dag, når man går rundt mellem butikker, restauranter og caféer. Men når man først kender lidt af historien, begynder de gamle bygninger altså at se anderledes ud.

En gammel mur er pludselig ikke bare en gammel mur.

Fra Castres til Versailles – og så dukkede Goya op

Efter de mange urolige år satte byens biskopper gang i store byggeprojekter, og her begyndte Castres for alvor at overraske mig.

Cathédrale Saint-Benoît blev påbegyndt i 1678, og efter de oprindelige planer skulle den have været en af Frankrigs største katedraler. Fire år senere døde biskoppen, der stod bag projektet, og planerne blev skåret kraftigt ned.

Jeg kan ret godt lide sådan nogle historier. Man starter med en kæmpe plan – og så sker livet.

Lige ved katedralen ligger det gamle bispepalads, Palais Épiscopal, som jeg nok bare havde kigget på og tænkt var endnu en flot gammel bygning, hvis ikke jeg havde læst historien.

Arkitekten bag hed Jules Hardouin-Mansart, og det navn sagde mig absolut ingenting, så selvfølgelig måtte jeg lige undersøge, hvem han var.

Det viste sig, at han var en af Ludvig 14.s store arkitekter og arbejdede på selveste Versailles.

Okay, den havde jeg altså ikke lige set komme.

Om bag paladset ligger den gamle bispehave, Jardin de l’Évêché, og her dukker endnu et stort fransk navn op, nemlig André Le Nôtre, som især er kendt for haverne ved Versailles.

Så midt i en by, vi næsten aldrig havde hørt om, stod vi pludselig med forbindelser direkte til Versailles.

Men Castres var åbenbart ikke færdig med at overraske mig.

For inde i det gamle bispepalads ligger Musée Goya.

Goya i Castres?

Francisco Goya var jo spansk maler og regnes for en af de helt store kunstnere i Spaniens historie, så hvad pokker laver et museum med hans navn midt i Sydfrankrig?

Det måtte jeg selvfølgelig undersøge.

Museet begyndte ganske beskedent i 1840, men i slutningen af 1800-tallet modtog byen en stor donation fra familien efter kunstneren og samleren Marcel Briguiboul. Med i samlingen var tre originale malerier af Francisco Goya.

Tre ægte Goyaer midt i Castres. Det havde jeg altså ikke regnet med.

Det blev begyndelsen på museets store fokus på spansk kunst, og i dag rummer Musée Goya en betydelig samling af spansk kunst i Frankrig. Museet blev gennemgribende renoveret og genåbnede i 2023.

Og det er lige præcis sådan noget, jeg elsker ved at undersøge de steder, vi besøger.

Havde vi bare gået en tur gennem byen og kørt videre dagen efter, havde vi aldrig opdaget halvdelen af det.

Vi kom for at finde skygge til camperen, og pludselig sad jeg og læste om Versailles, Goya og spansk kunst.

Jazz, kæmpe cedertræer og en mand, vi måtte Google

Vores næste oplevelse havde ikke noget med museer, gamle konger eller katedraler at gøre.

Vi skulle egentlig bare høre jazz.

Vi gik ind i Jardin de l’ancien collège des Cèdres, og jeg tror næsten, jeg glemte musikken et øjeblik, da jeg så træerne.

Hold nu op.

Jeg tror aldrig, vi har set cedertræer i den størrelse før.

Jeg måtte selvfølgelig undersøge, hvor gamle de var, men jeg har ikke kunnet finde en præcis alder, som jeg synes, vi kan stole på. De beskrives dog som hundredårige træer.

Selve stedet blev opført omkring 1850 og har blandt andet fungeret som seminarium og senere skole, og i dag står de gamle bygninger, klostergangene og haven stadig. Om sommeren bliver området blandt andet brugt til musik og forskellige arrangementer.

Der er altså noget særligt ved at stå under sådan nogle kæmper og tænke på, hvor meget der er sket, mens de bare har stået der.

Generationer af mennesker er kommet og gået. Biler og fly blev en del af verden, to verdenskrige kom og gik, mennesket landede på Månen og internettet blev opfundet.

Og nu stod seks danskere fra en campingplads nedenunder dem og hørte jazz 😂

Et andet navn, man møder flere steder i Castres, er Jean Jaurès.

Der er både en stor plads og et museum opkaldt efter ham, og jeg anede faktisk ikke, hvem han var, så igen måtte jeg hjem og læse.

Jean Jaurès blev født i Castres i 1859 og blev en af Frankrigs store politiske skikkelser. Han var politiker og journalist, men det, der især fangede mig, var hans kamp for fred i årene op til Første Verdenskrig.

Han forsøgte at bekæmpe den voksende krigsstemning i Europa, men den 31. juli 1914 blev han skudt og dræbt i Paris, og få dage senere var Frankrig med i Første Verdenskrig.

I dag fortæller Centre National et Musée Jean Jaurès historien om hans liv, og byens centrale Place Jean Jaurès bærer selvfølgelig hans navn.

Det er også her, man finder en helt anden og noget mere hyggelig side af Castres – nemlig markedslivet.

På Place Jean Jaurès er der flere ugentlige fødevaremarkeder, og ved Place Pierre Fabre ligger den overdækkede Halle de l’Albinque.

Hvis vi kommer tilbage til Castres, vil jeg gerne ind en tidlig markedsmorgen uden de store planer. Bare gå rundt mellem de lokale og kigge på oste, grøntsager, pølser og alle de andre franske lækkerier, som vi med stor sandsynlighed ender med at købe, selvom vi egentlig ikke mangler noget.

Vi kom efter skygge – og fandt 1.200 års historie

Castres er ikke bare gamle bygninger og historie, for byen lever i høj grad stadig.

Rugby fylder rigtig meget her, og Castres Olympique spiller på højeste niveau i Frankrig og har vundet det franske mesterskab flere gange. I denne del af Sydfrankrig er rugby altså ikke bare sport – det er en del af identiteten.

Byen er også tæt forbundet med Pierre Fabre, den store franske medicinal- og kosmetikvirksomhed, som blev grundlagt her.

Og så er der tekstilerne, der nærmest binder nutidens Castres sammen med de gamle håndværkere, vi begyndte historien med nede ved Agout. Tekstiler og uld blev gennem århundreder en vigtig del af økonomien i både Castres og området omkring Mazamet.

Og så er der Gourjade, hvor hele vores egen historie begyndte.

Parc de Gourjade er et stort grønt område med stier og forskellige fritidsaktiviteter, og det er også herfra, den lille båd Le Miredames sejler mod centrum.

Men vi valgte altså ikke stedet på grund af noget af det.

Vi valgte det, fordi der var skygge 😂

Det er nok dét, jeg bedst kan lide ved hele historien om Castres.

Vi kom ikke, fordi byen stod på en liste over steder, vi absolut skulle opleve. Og vi kom hverken på grund af Goya, Versailles, en gammel katedral eller 1.200 års historie.

Vi kom, fordi Jan havde fundet en campingplads med skygge.

Og det var egentlig bare det.

Men så tog vi den lille båd ind til byen, og dér begyndte det hele.

De gamle huse langs Agout førte til historien om håndværkerne. Kirkerne førte til religionskrigene. Katedralen førte til biskopperne. Bispepaladset førte os til Versailles og spansk kunst, og de enorme cedertræer sendte mig endnu længere ned i historien, inden Jean Jaurès også pludselig dukkede op.

Jo mere jeg læste, jo mere kom der frem.

Og det er måske lige præcis derfor, Castres overraskede mig så meget.

Næste gang vi lander et sted, vi aldrig har hørt om, tror jeg lige, jeg vil huske Castres.

For måske gemmer der sig 1.200 års historie lige rundt om hjørnet.

/Sussi

Fakta om turen

Destination
Frankrig

Rejsetype
Autocamper

Link til video
Fra Danmark til Frankrig

Link til vores kort
Overnatninger i Frankrig

Om Sussi & Henrik

Vi er Sussi og Henrik, et livsnyderpar med hang til frihed og gode oplevelser

Følg os på YouTube her

Støt vores rejse og filmprojekt

Ja da!
X