Blog,  Vores rejse

Når fællesskabet bliver virkeligt

En af de største glæder ved vores liv på vejene i autocamper er, når vi møder jer ansigt til ansigt. Hver gang vi står på en messe, og I kommer hen for at hilse på, sker der noget helt særligt.
Pludselig får vi sat navn og ansigt på jer – de mennesker, vi ellers kun kender fra skærmen, fra kommentarer og beskeder. Vi ser smilene, hører jeres historier og mærker varmen i de møder.
Det betyder alverden for os. For bag hver visning, hvert like og hver besked sidder et menneske. Og når vi står der midt i mylderet og får lov til at give et kram, så bliver fællesskabet virkeligt. Det er dér, vi bliver mindet om, hvorfor vi gør det her.

Vi tager ikke livet for givet 🌿

Vi tager ikke livet for givet – tværtimod. Vi har valgt at leve det fuldt ud. Og vi gør det ikke alene, men sammen med jer, der følger vores rejse.
For os er vanlife mere end at køre rundt i en camper og opdage nye steder. Det handler om at dele det hele, både de store eventyr og de små øjeblikke, med et fællesskab, der rækker langt ud over skærmen.
Ofte sidder vi om aftenen og læser jeres beskeder højt for hinanden. Nogle gange griner vi højt, andre gange bliver vi stille og rørte. Hver eneste besked minder os om, at vi ikke bare sender film ud i et tomrum. Bag hvert view, hvert like og hver kommentar sidder et menneske, der har taget sig tid til at række ud.
At vi kan være en del af jeres hverdag og at I glædes over Henriks evindelige snak om solceller eller mine små køkkenøjeblikke det er en gave, vi aldrig vil tage let på. For vi ved, at livet er skrøbeligt. Og netop derfor vil vi fylde det med mening, glæde og nærvær og dele det med jer.
 

Når en lille hilsen gør en stor forskel 🎂💌

Fællesskabet lever ikke kun på messer, det lever også i de små hilsner.
For nylig lavede vi en fødselsdagshilsen til en dreng, som elsker at se vores vanlife-film. Videoen var kun til ham, men den betød verden for ham. Kort efter fik vi et brev fra hans søster, der beskrev hans glæde. Jeg kunne næsten ikke læse brevet færdigt for tårer, og Henrik måtte overtage.
For os tog det kun få minutter at optage – men for ham blev det et minde for livet.
Vi har gennem tiden lavet mange af den slags hilsner, både fødselsdage og bryllupper, hvor børn eller familier har spurgt, om vi ville sende en overraskelse. Og hver gang ser vi, hvordan noget så småt kan skabe noget stort.
 

En superfølger på over 90 år 🌟

En af de mest rørende oplevelser var en fødselsdagshilsen til en af vores ældste følgere. Han er over 90 år og han har taget et billede af os, fået det fremkaldt og sat det i en ramme med en lyskæde om.
Tænk, at vi på den måde kan være en del af hans hverdag. Det viser, hvor stærke bånd man kan skabe, selv gennem en skærm.
 

Håb trods sygdom ❤️

Vi har også mange følgere, der ligesom Henrik lever med hjerteproblemer. De fortæller os, at de finder styrke i at se, at livet kan være rigt, sjovt og meningsfuldt, selvom helbredet kan give udfordringer.
Henrik bliver for dem et levende eksempel på, at sygdom ikke behøver at stoppe livsglæden. At man stadig kan rejse, drømme, grine og skabe minder.
Det er måske noget af det vigtigste, vi kan dele ! håb.
 

De små ting er ikke små

Vi kan selv have svært ved at forstå, at det, vi går rundt og laver, kan have så stor betydning for andres liv. Små hverdagsgøremål som:
  • Reparationer og madlavning i vores lille køkken
  • At handle lokalt i nye lande
  • At vaske tøj og finde vand til camperen
  • At synge i bilen, lave musik og finde gode overnatningssteder
Alt sammen små, hverdagsagtige øjeblikke, som vi måske selv tager for givet – men som for andre kan være ren glæde.
Det minder os om, at de små ting i virkeligheden ikke er små. De kan være det, der gør en dag helt særlig.
 

Livet bliver rigere, når vi deler 🌍

Alle de breve, smil, møder og hilsner betyder mere, end vi kan beskrive. De gør vores liv på vejene med autocamperrigere – fordi vi bliver mindet om, at glæde vokser, når den deles.
Og det er i bund og grund derfor, vi fortsætter med at dele vores liv på sohv.dk og YouTube: Fordi fællesskabet betyder alt. ♥️

-We found our way!

Tak fordi du læser med her på bloggen

X