LEDIG STILLING: Rejsende livsnyder søges (ingen erfaring nødvendig)
Forestil dig at have et arbejde, hvor livet ikke hele tiden føles som noget der først begynder senere
For mange mennesker handler hverdagen om at komme igennem ugen og glæde sig til weekenderne, ferierne og de få pauser, hvor man føler sig fri. Man vænner sig næsten til tanken om, at det rigtige liv ligger et sted ude i fremtiden, når der bliver mere tid, flere penge eller færre forpligtelser.
Men prøv at forestille dig en hverdag, hvor følelsen af frihed ikke kun er noget, der dukker op et par gange om året.
Forestil dig at vågne op et sted i Europa, åbne døren til sin autocamper og kigge ud over havet, bjergene eller en stille sø, mens kaffen brygger, og arbejdsdagen stille begynder uden stress, trafik eller følelsen af hele tiden at kikke på uret.
Ikke fordi du er på ferie, men fordi du har bygget et liv, hvor arbejde og frihed kan eksistere samtidig.
Den ultimative følelse ved et drømmejob handler måske i virkeligheden ikke om en bestemt titel eller en stor løn. Det handler om at have skabt en hverdag, man ikke har brug for at flygte fra. At kunne arbejde med noget, der føles meningsfuldt, samtidig med at man har friheden til at bestemme tempoet, retningen og måden man vil leve på.
Det er den følelse vi selv jagtede. Ikke et perfekt liv uden problemer, men et liv der føltes mere levende, mere ægte og mere vores eget.
Og da vi ikke kunne finde det job nogen steder, begyndte vi langsomt at skabe det selv.
I dag har vi levet fuldtid i autocamper i 3 1/2 år og er i fuld gang med at bygge vores egen indkomst op gennem YouTube, hjemmeside og webshop mens vi rejser rundt i Europa.
Og det hele startede med en drøm.
Vi hedder Sussi og Henrik.
For fire år siden stod vi et sted i livet, hvor vi kunne mærke, at vi længtes efter noget andet. Ikke bare en ferie eller en pause fra hverdagen. Vi drømte om et liv hvor vi selv prioteret hvad der betød mest i vores liv. Vi ønskede flere oplevelser og mere frihed på jobbet.
Men vi vidste også godt, at drømme ikke betaler diesel, færger eller internetregninger.
Hvis vi skulle rejse på fuldtid og leve i autocamper, så skulle vi finde en måde at arbejde på undervejs. Og ikke bare i et par måneder. Vi ønskede at skabe et liv, der kunne hænge sammen i længden.
Sussi og Henriks Verden
Kom med på tur, få ærlige vanlife-øjeblikke og oplev livet på hjul sammen med os.
Besøg YouTube-kanalenJagten på det perfekte job
Vi ledte længe efter et arbejde, der kunne kombineres med rejse i autocamper.
Et arbejde hvor man kunne tage computeren med, arbejde lidt her og der og samtidig opleve Europa. Men jo mere vi søgte, desto tydeligere blev det, at det job nærmest ikke fandtes.
I hvert fald ikke på den måde vi havde brug for.
Vi ønskede ikke at rejse i korte perioder og vende tilbage til Danmark igen og igen. Vi ønskede at skabe et liv, hvor rejsen var hverdagen.
På et tidspunkt gik det op for os, at jobbet ikke fandtes.
Vi var nødt til selv at skabe det.
Kan man virkelig leve af det?
Det spørgsmål får vi tit, og svaret er ja. men ikke fra den ene dag til den anden.
Det krævede tid, mange timer, fejl, tvivl og en masse arbejde bag kameraet som aldrig bliver vist frem. Vi har lært undervejs. Fundet vores egen måde at gøre tingene på. Bygget langsomt op.
Det vigtigste var ikke at blive kendte.
Det vigtigste var at skabe frihed.
Frihed til at vågne op ved en sø i Sverige. Frihed til at sidde ved havet i Grækenland. Frihed til at arbejde fra vores autocamper og kalde Europa for vores hverdag.
Hvis du drømmer om at leve i autocamper, rejse Europa rundt eller bare er nysgerrig på hvordan man kan tjene penge på YouTube og skabe sit eget arbejdsliv, så er du landet det rigtige sted.
Beslutningen der ændrede alt
Det var både spændende og skræmmende, da vi begyndte at tage drømmen alvorligt. For det er nemt at tale om et andet liv, men noget helt andet at satse på det og ændre alt det trygge, man kender.
Vi solgte ikke bare alt fra den ene dag til den anden og kørte ud i solnedgangen uden en plan. Tværtimod. Vi brugte lang tid på at tænke over mulighederne og finde en måde at skabe en hverdag på, som ikke kun føltes rigtig i momentet, men som også kunne fungere økonomisk og menneskeligt på den lange bane.
Henrik tog springet først. Han solgte stort set alt, hvad han ejede, og fik bygget en opsparing op, som kunne bære os gennem den første tid på vejen. Sussi havde lidt sværere ved at slippe det hele med det samme, og det tog næsten et år, før hun også var klar til at sælge det sidste og satse fuldt ud.
Det blev på mange måder det øjeblik, hvor det gik fra at være en drøm til at være vores virkelighed.
Fra da af sad vi i samme båd. Bogstaveligt talt i den samme autocamper med den samme usikkerhed, de samme håb og den samme følelse af, at vi enten måtte få det her til at lykkes eller finde ud af noget helt andet undervejs.
YouTube blev starten.
YouTube blev starten, fordi det var her, det hele virkede mest overskueligt. Dengang krævede det 1000 abonnenter og 4000 visningstimer, før man kunne begynde at tjene penge på sine videoer, og i Henriks hoved lød det egentlig meget simpelt. Flere film måtte betyde flere visninger.
Ingen af os havde arbejdet med online markedsføring før, og vi anede ærligt talt ikke ret meget om den verden, vi var på vej ind i. Vi havde aldrig tænkt over sociale medier som en mulig levevej. Facebook så vi slet ikke som noget, man kunne tjene penge på, og Instagram virkede urealistisk, fordi man skulle have så mange følgere, før det begyndte at give mening økonomisk.
YouTube føltes mere konkret. Vi kunne lave videoer, dele vores hverdag og langsomt bygge noget op, mens vi lærte undervejs. Ikke fordi vi havde en stor strategi fra starten, men fordi det var det sted, hvor drømmen virkede mindst umulig.
Så vi begyndte at filme vores hverdag i autocamperen. Ikke som eksperter eller influencere. Bare som os selv. To helt almindelige mennesker der prøvede at finde ud af, hvordan man lever et andet liv end det forventede.
Vi filmede de gode dage og de dårlige. Når udsigten var fantastisk. Når ting gik i stykker. Når vi tvivlede. Når vi sad fast i mudder. Når vi fandt steder i Europa, vi aldrig havde hørt om før.
Over 260 videoer senere
I dag har vi boet fuldtid i autocamper i 3 1/2 år.
Vi har rejst gennem store dele af Europa og lavet mere end 260 videoer om livet på vejen. YouTube er blevet fundamentet for hele vores hverdag og den indkomst, der gør det muligt for os at fortsætte.
Det er ikke bare en hobby for os, det er vores arbejde, vores hjem og vores måde at leve på.
Når du følger med på vores YouTube kanal, følger du ikke en poleret reklame for vanlife Danmark. Du følger et ægte liv med alt hvad det indebærer. Oplevelserne, fejlene, økonomien, usikkerheden og friheden.
SOHV Shop
Find merch, udstyr og hyggelige vanlife-produkter fra Sussi & Henriks Verden.
Besøg webshoppenMere end bare YouTube
Da vi mødte Allan begyndte vi at bygge en hjemmeside med rejsefortællinger, opskrifter og vores egne kort over overnatningssteder i Europa. Kortene er lavet ud fra steder, vi selv har besøgt og overnattet.
Mange bruger dem som inspiration til deres egen rejse i autocamper.
Vi byggede også en webshop med feks. t-shirts og caps vi selv designer, bruger og kan stå inde for. Ikke fordi vi drømte om at drive shop, men fordi det blev en naturlig forlængelse af det liv, vi havde skabt.
Det hele hænger sammen i dag.
YouTube. Hjemmesiden. Kortene. Webshoppen.
Alt sammen startede med ønsket om at skabe et andet liv.

-We found our way!
Tak fordi du læser med her på bloggen
Du vil muligvis også synes om
CareTrip – ønsketure for mennesker i en kritisk livsfase
januar 6, 2026
Pobiti Kamani i Bulgarien mystiske sten, hule søjler og en natur der ikke giver sig selv
maj 9, 2026

YouTube blev starten.