Gæsteblog,  Vores rejse

I gav os modet til at leve vores drømme liv.

Kære Sussi og Henrik.
Min mand Kim og jeg Susanne flyttede i Dec 24 ind på fuld tid i vores autocamper. Vi købte vores autocamper i april 24. Planen var, at vi ville bruge den 5-6 måneder om sommeren. Vi ville tage færgen til Europa fra Tenerife, hvor vi havde en lejlighed. Så ville vi udforske skønne steder. Jeg er førtidspensionist med kronisk stress. Vi oplevede begge, at vi slappede mere af i de 4 måneder, hvor vi var i Europa i 2024.  Dagene var nemmere, da de praktiske gøremål hurtigt kunne ordnes. At vågne op nye steder, det er balsam for sjælen. Så i stedet for at leve i fortiden eller fremtiden, så levede vi LIGE NU.
Vi har gennem længere tid fulgt jer på jeres You Tube kanal. Vi så der, hvordan I to kunne få det til at fungere, som jeres faste hjem.
Kim og jeg snakkede om det i flere uger. Turde vi gøre som jer? Hvad var det værste, som kunne ske, hvis vi solgte vores hjem på Tenerife?
Vi gjorde det…. I gav os det sidste mod til at prøve. Alt hvad vi ejer og har er med i vores Teo, som vores lille Benimar bliver kaldt. Alt andet har vi solgt eller givet væk.
Det giver en kæmpe ro at have skåret alle udgifter væk og materielle ting. Vi savner INTET af det, som vi har skillet os af med.
Tværtimod føler vi os SÅ rige. Rige på tid, kærlighed, natur, venskaber/folk man møder, oplevelser og meget andet.
At bo i en autocamper og kun have udgifter til forsikring på bilen og vejafgift, som i Spanien samlet er små 1.000 euro om året. Få udgifter til vand, tømning af toilet, tøj vask mm. Det giver en del luft i økonomien. Så vi bruger en del af disse penge på forkælelse af os selv i form af at spise ude. Her koster et restaurant besøg en del mindre end i DK. Så klarer restauranten også opvasken, så vi sparer på strøm og vand hjemme i bilen😜. Og mit helbred har det meget bedre, for oppe i mit hoved kan jeg slappe af. Jeg har IKKE en masse ting jeg skal.
Så nu lever vi i nuet. Ikke i fremtiden. Kun her og nu. Vil vi dreje til højre eller venstre. Bjerge eller strand. Finder vi et sted, som vi begge nyder, fordi vi kan cykle til skønne byer/steder. Så bliver vi lidt. Og føler vi begge, at vi vil videre til en ny oplevelse, så gør vi det.
For os er det intet problem at leve på 10 kvm. Vi er begge meget enige om, at det kræver orden og en plads til hver ting i autocamperen. Alt er forholdsvis nemt. Kim ordner alt det praktiske med autocamperen, jeg klarer indkøb, tøj vask mm.
En væsentlig faktor for os (og jer) er jo, at vejret næsten altid er godt. Det gør alting meget nemmere.
Så tusind tak Sussi og Henrik, for at have vist os jeres vej. Vi har også #We found our way… som jer. Vi turde pga jer🙏🏻🙏🏻🙏🏻
Mange knus fra de to kanariefugle

Kim og Susanne Givskov Mogensen

X