Udgifter uge 19 – Airbnb, IKEA og gratis fisk
Ugeregnskab
Variable udgifter for uge 19
Sådan bruger vi penge på livet i autocamper
Hvad koster det egentlig at leve i en autocamper?
Det spørgsmål får vi tit, og svaret er, at det kommer helt an på, hvordan vi lever den uge. Nogle uger kører vi langt, oplever meget og bruger flere penge. Andre uger står vi stille, lever simpelt og bruger langt mindre.
For at give et ærligt indblik deler vi derfor vores økonomi helt åbent. Både de faste udgifter, som er grundlaget for vores liv på farten, og de variable udgifter, som viser, hvordan vores hverdag faktisk ser ud uge for uge.
Husk at læse bestyrelsens kommentar nederst – det er her regnskabet får liv
Sussi
Bestyrelses
formand
Allan
Revisoren
Michelle
Ekstern konsulent
Henrik
Driftansvarlig
Uge 19 – Airbnb, IKEA og gratis fisk
🍽️
Mad & drikke:
1046,36 kr
🍴
Spise ude:
373,28 kr
⛽
Diesel & AdBlue:
863,33 kr
🚐
Ting til camperen:
1036,59 kr
🛣️
Vejafgifter & vignetter:
66,10 kr
🏡
Airbnb 2 x overnatning
1217,73 kr
I alt pr. uge:
4603.39kr
Sussi
Bestyrelsesformand
Uge 19 blev en uge, hvor nogle af udgifterne måske ser større ud på papiret, end de egentlig føltes i hverdagen.
Airbnb-posten fylder naturligvis en del i regnskabet, men tanken bag var faktisk ret praktisk.
Mens Henrik vaskede autocamperen, kunne jeg få vasket alt vores tøj ordentligt igennem – og samtidig få lidt ro omkring det hele.
Når man sammenligner med, hvad vaskeri og bilvask på en tankstation ville have kostet, så var det faktisk ikke så voldsomt, som det først ser ud.
Derudover blev der også investeret lidt i camperen – eller måske mere præcist: i hverdagen i camperen.
Turen i IKEA resulterede blandt andet i:
- nye salatskåle med bestik
- lagen til sengen
- håndklæder
- bademåtter
- vinglas
- og en forhøjer til Henriks computer, så den bedre kan holde temperaturen i varmen
Når man bor fuldtid på få kvadratmeter, betyder de små ting faktisk mere, end man lige tror.
Allan
Revisoren
Efter gennemgang af uge 19 kan det konstateres, at virksomheden har været igennem en periode med forhøjet komfortrelateret aktivitet.
Særligt posten “Airbnb” har været genstand for intern debat.
Bestyrelsesformanden vurderer opholdet som en praktisk løsning med indbygget vaskefaciliteter og arbejdsro.
Driftsansvarlig vurderer fortsat, at overnatninger grundlæggende bør være gratis.
Det bemærkes samtidig, at driftsansvarlig tidligere har udført bilvask i regnvejr med henblik på økonomisk optimering.
Det vurderes derfor, at synspunkterne omkring nødvendigheden af professionel bilvask fortsat er delte.
Posten “Ting til camperen” dækker blandt andet over indkøb i IKEA.
Revisor anerkender behovet for visse praktiske anskaffelser, men noterer samtidig, at antallet af salatskåle i organisationen fortsat er stigende.
Det vurderes dog positivt, at der også er investeret i køling af driftsansvarligs computer, da virksomhedens indtjening er afhængig af fortsat videoproduktion.
Det bemærkes samtidig, at den dokumenterede fiskefangst fortsat ikke stammer fra driftsansvarligs eget udstyr.
Michelle
Ekstern konsulent
Indkaldt efter gennemgang af uge 19
Efter ekstern vurdering fremstår uge 19 som en klassisk balance mellem nødvendighed og livskvalitet.
Airbnb-løsningen vurderes umiddelbart høj i pris, men sammenholdt med vask, arbejdsro og praktiske forhold fremstår dispositionen mere forståelig.
IKEA-posten bærer præg af, at virksomheden ikke alene fungerer som arbejdsplads – men også som hjem.
Det vurderes samtidig positivt, at der investeres i arbejdsudstyr, som understøtter den daglige drift.
Der foreligger på nuværende tidspunkt ingen kritik af vinglasene.
Henrik
Driftansvarlig…og ja, Henrik
Jeg vil bare lige sige…
Det var IKKE mig, der foreslog Airbnb 😄
Jeg mente egentlig godt, vi kunne have fundet en løsning uden overnatning.
Tøj kan vaskes mange steder… og camperen bliver jo også ren i regnvejr.
Det har jeg dokumentation for.
Til gengæld vil jeg gerne understrege, at forhøjeren til computeren faktisk er en seriøs investering.
Det er blevet så varmt, at den skal hjælpes lidt for ikke at koge sammen.
Og så vil jeg bare lige nævne…
at tiden i IKEA potentielt kunne have været brugt på fiskeri.
Der kunne teoretisk set have været aftensmad i vandet.
Men okay…
gratis fisk kom der da trods alt lidt af 😄
Opfølgning på ledelsens forventning fra uge 18
Ledelsens
Ledelsen forventede en mere stabil uge med færre ekstraordinære poster.
Dette blev kun delvist indfriet.
Dieseludgifterne forblev på et mere moderat niveau, men blev erstattet af andre større poster – herunder Airbnb og indkøb til camperen.
Det kan dog konstateres, at flere af udgifterne havde praktisk karakter og ikke alene var komfortrelaterede.
Derudover registreres uge 19 som den første uge med dokumenteret tilgang af gratis fisk til organisationen.
Fiskene blev modtaget af bestyrelsesformanden fra en venlig lokal fisker, hvilket af ledelsen vurderes som ugens mest succesfulde fiskerelaterede aktivitet.
Samlet set må uge 19 betegnes som økonomisk aktiv, men fortsat under kontrol.
Ledelsens forventning til uge 20
Ledelsens
Ledelsen forventer, at uge 20 vil bære præg af en mere tilbageholdende økonomisk drift efter en uge med flere større enkeltposter.
Der forventes særligt lavere niveau inden for:
- boligrelaterede udgifter
- camperrelaterede anskaffelser
- samt interiør til organisationen
Fokus vil i stedet være på den daglige drift og mere almindelige leveomkostninger.
Driftsansvarlig har meddelt, at yderligere besøg i IKEA ikke er planlagt på nuværende tidspunkt.
Revisor følger udviklingen tæt.
Ekstern konsulent er orienteret.
Du vil muligvis også synes om
Udgifter uge 21: Allan har mistanke om regnefejl i regnskabet
maj 24, 2026
Faste udgifter (pr. måned) som fastboende i autocamper
maj 6, 2026