Passerelle de Mazamet

Videre op mod middelalderbyen Hautpoul

På den anden side af hængebroen fortsætter stien op mod Village médiéval d’Hautpoul og selvfølgelig skulle vi videre. Nu var vi jo kommet så langt.

Det betød så bare mere OP.

Jo højere vi kom desto bedre blev udsigten og undervejs nåede vi frem til Rocher de la Vierge, Jomfruens Klippe. Her måtte vi altså lige stoppe op. Mazamet lå langt nede i dalen og hængebroen, som kort forinden havde virket kæmpestor, så pludselig temmelig lille ud.

Det var også her vi for alvor begyndte at forstå, hvorfor mennesker for mange hundrede år siden havde valgt at bygge en by lige præcis heroppe. Og nej, det var selvfølgelig ikke fordi de tænkte, at udsigten var fantastisk.

Hautpoul lå godt beskyttet på klipperne og herfra kunne man holde øje med området omkring sig.

Fjender kunne ses på lang afstand og det har ikke ligefrem været nemt at angribe en by, der lå så højt og utilgængeligt.

Men vi kunne ikke lade være med at tænke på noget helt andet. Hvordan pokker fik de alting herop?

Vi kom prustende i gode vandresko med vand i hånden, mens mennesker dengang skulle transportere sten, træ, mad, vand og alt andet, der skulle bruges til et helt liv herop. Det sætter altså lige ens egen lille vandretur i perspektiv.

Middelalderbyen Hautpoul

Efter endnu mere opad nåede vi endelig Hautpoul og her ændrede hele turen karakter. Skoven og bjergstien blev afløst af gamle stenhuse, smalle gader, mure og ruiner og pludselig stod vi midt i en lille middelalderby højt over Mazamet.

Ifølge en gammel fortælling blev Hautpoul grundlagt helt tilbage omkring år 413 af den vestgotiske konge Athaulf. Om historien passer præcis sådan er svært at vide, men man ved, at stedet har været beboet i rigtig mange hundrede år.

Hautpoul har også oplevet nogle af de voldsomme konflikter, der ramte denne del af Sydfrankrig i middelalderen. Området forbindes med katharerne og i begyndelsen af 1200-tallet blev Sydfrankrig ramt af korstoget mod dem. I 1212 blev Hautpoul angrebet af styrker under Simon de Montfort.

Det er næsten ikke til at forestille sig, når man går rundt i Hautpoul i dag. Nu er her stille og man går mellem de gamle stenhuse og små passager, mens man flere steder kan se rester af de gamle befæstninger. Nogle af husene har fået nyt liv med små værksteder og kunsthåndværk og der findes også en lille middelalderhave med planter og urter, som fortæller om hvordan naturen blev brugt dengang.

For os var det dog ikke én bestemt seværdighed i Hautpoul, der gjorde oplevelsen særlig. Det var hele stemningen. De gamle sten og de små stejle gader og tanken om alle de mennesker, der gennem tiden har levet deres liv lige her. Samtidig dukker der hele tiden små åbninger op mellem husene, hvor man pludselig kan kigge langt ned over Mazamet og området omkring byen.