Moreira de Rei i Portugal
Vi var faktisk ude for at finde en bank, hvor vi kunne hæve lidt kontanter. Sussi sad som sædvanlig og kiggede på Google Maps for at se, om der var noget interessant i de områder, vi kørte forbi. Denne gang dukkede der virkelig noget spændende op på hendes skærm.
Vi besluttede os for at kigge nærmere på det, for vi har lovet hinanden altid at udforske en by, hvis den virker spændende. Denne gang blev det en meget interessant tur!
I den lille by Moreira de Rei, gemt blandt bølgende granitbakker og frodige skove, fandt arkæologer et skjult kapitel af fortiden. Rundt om en gammel kirke, der i århundreder havde stået øverst på en kæmpe granitsten og været byens vartegn, opdagede de 150 gravsteder mejslet ned i klippen. Hver grav fortalte sin egen historie.
En af dem tilhørte en modig kvinde ved navn Isadora, der i det 15. århundrede kæmpede for sin families overlevelse under en voldsom pestepidemi. Hendes grav var prydet med en enkelt udskåret blomst, et symbol på styrke og skønhed midt i nød.
En anden grav tilhørte en ung soldat, Fernando, der ofrede sit liv i en lokal konflikt. Hans grav var dækket af små sten, som byens børn ofte lagde som en ære i en gammel tradition, der mindede dem om mod og heltemod.
Da nyheden om opdagelsen spredte sig, strømmede folk til Moreira de Rei for at mindes de glemte sjæle, der havde vandret på de samme veje som dem. Gravstederne blev et samlingspunkt for lokalbefolkningen, der begyndte at genoplive gamle historier og traditioner, som havde været skjult i generationer.
For et år siden besluttede byen at renovere de gamle stier omkring kirken, og de fandt til deres store overraskelse 550 flere gravsteder mejslet ned i granitten, som et møjsommeligt puslespil, der udnyttede den mindste plads.
Til vores store overraskelse bemærkede vi, at der var mange små gravsteder. Sussi spurgte en arkæolog, der var i gang med at opmåle alle gravene, om de mange små grave. Han forklarede, at det var almindeligt med høj dødelighed blandt 3-5-årige børn i middelalderen, fordi fra 0-3år fik de mad fra moderen, og fra 3-5år skulle have almindelig mad med bakterier, og mangel på mad gjorde dem meget udsatte. Fra 5-6-årsalderen var de modstandsdygtige nok til at kunne klare sig selv.
Moreira de Rei blev ikke kun et sted for fortidens minder; det blev et symbol på fællesskab og forbindelse til historien, hvor nutiden og fortiden smeltede sammen i en dyb respekt for dem, der var gået forud.
-We found our way!
Tak fordi du læser med her på bloggen