At leve/rejse med en uhelbredelig sygdom i kufferten
Den dag, jeg fik diagnosen hjertesvigt og senere fik en pacemaker, ændrede mit liv sig til det bedre. For fra den dag begyndte jeg at passe bedre på mig selv og tænke mere på mine medmennesker. Jeg blev mere nærværende, imødekommende over for andre og mere forstående over for deres behov.
Jeg blev nysgerrig på livet og vægtede oplevelser højere end materielle værdier. Måske er det fordi, man begynder at tænke på døden, ikke fordi den skræmmer mig, men fordi jeg så gerne vil opleve en masse, før jeg dør. Jeg kunne nævne utallige ting.
Og når jeg en dag forlader denne verden, hvad vil jeg så
gerne huskes for?
1. Hvilken bil jeg havde?
2. Hvilket hus jeg boede i?
3. Hvor meget jeg tjente?
4. Hvor jeg tog på ferie?
Nej, jeg vil gerne huskes for at være en dejlig person – venlig, gavmild, nysgerrig, nærværende, ydmyg og ikke mindst en loyal person, som man altid ved, hvor man har.
Livet er en rejse i sig selv, og for mig har det fået en særlig betydning at udforske verden trods de udfordringer, som sygdommen har medført, og jeg vil ikke lade mig begrænse af den, for jeg har erfaret, at livet herude har hjulpet mig til det bedre.
Det at vågne op i autocamperen på en strand eller ved en bjergsø, og sætte sig ud og nyde solen stå op, med en kop kaffe, er bare livsforlængende, uanset hvad du fejler.
Så når jeg rejser, bringer jeg min sygdom med mig som en påmindelse om livets skrøbelighed, men også som en kilde til styrke og mod. Hver destination jeg besøger, og hver solnedgang jeg ser, minder mig om vigtigheden af at leve i nuet og værdsætte de små øjeblikke.
Heldigvis har min dejlige kæreste den samme lyst og nysgerrighed til at opleve så meget som muligt, mens vi lever. Og med en god portion viden om, hvad hun skal gøre, hvis ‘uheldet’ er ude, og vores fantastiske autocamper, der gør næsten alt muligt, føler jeg mig tryg.
At rejse er ikke kun for at leve, men også for at elske og lære. (H.C. Andersen)
-We found our way!
Tak fordi du læser med her på bloggen